COVID-19 tests

Publiceret 25-02-2021

Vi opfordrer til at udnytte mulighederne for gratis tests.
Hvis skolen ønsker at købe testbesøg, selv foretage tests eller møde frem til PCR-test med hurtigt svar, har Skoleindkøb gode aftaler.

Når I får behov for at teste elever og ansatte, kan vi først og fremmest anbefale jer at udnytte mulighederne for at få foretaget tests gratis gennem det offentlige. Ved at bruge de faste teststeder, ved at få testbesøg på skolen af en af regionens mobile testenheder eller gennem kommunale ordninger.

Skoleindkøb præsenterer her nogle muligheder for at købe sig til tests eller test-kits.
Skoleindkøbs medlemmer finder priserne på medlemsområdet bag log ind, ellers henvend jer til Skoleindkøb eller firmaerne PentaBase og Aidian.

PentaBase: PCR-test med svar samme dag/aften
- eller ved akut behov svar inden for 2 timer

Skoleindkøb har for det første fået en aftale med PentaBase, som kan bruges af alle frie skoler, altså ikke kun af medlemmer af Skoleindkøb.

Der er tale om PCR-tests til en meget lav pris.

Skolen kan enten bestille testbesøg, hvor sundhedsfagligt personale fra PentaBase kommer på skolen, skolen kan selv stå for prøvetagning og selv indlevere prøverne på et af PentaBases laboratorier, eller - når der er tale om nogle få tests - bestille tid til at møde frem og få udtaget prøve(r) på et af laboratorierne.
Laboratorierne ligger i Herlev, Odense, Esbjerg, Aarhus og Aalborg.

Der gives svar samme dag/aften. Mod tillæg kan man få laboratoriesvar allerede 2 timer efter indlevering af prøven.

Hvis PentaBase kommer og tester på skolen, skal der udover prisen pr. test betales en timepris for hver testmedarbejder.
PentaBase dækker hele landet og kan komme på besøg med ganske kort varsel.

Selve prøvetagningen kan foregå lidt hurtigere ved PCR-metoden end ved antigentest, fordi testpersonalet ved PCR-tests ikke skal sørge for at give svar undervejs, men kan fokusere på opgaven med prøvetagningen og derefter tager prøverne med til laboratoriet.

Kort info om forskel mellem PCR- og antigentests

Flyer om tilbud fra PentaBase

Kontakt PentaBase på tlf. 3696 9496 eller mail: marketing@pentabase.com

Se mere om PentaBases PCR-tests nedenfor.

Aidian: Test-kits til selv at foretage antigen-test

Når det gælder antigen-test (også kendt som hurtigtest, kviktest, lyntest osv.) tilbyder Aidian samme lave pris for antigen test-kits, uanset om man vælger en spyt-test, en dyb næsetest (af typen som det offentlige pt. anvender ved hurtigtest) eller en næsetest, hvor prøvetagningen skal ske 2,5 cm. inde i næsen.

Efter prøvetagning, drypper man prøvevæske i en lille stav, hvorefter man efter 15 minutter aflæser prøvens resultat efter samme princip som ved graviditetstests.

Bemærk, at Aidian IKKE tilbyder at foretage tests på skolen, men Aidians produktspecialister kan være behjælpelige med at komme i gang.
Aidian tilbyder at komme gratis på et kort besøg og demonstrere brugen af test-kits, sådan at medarbejdere på skolen kan føle sig godt rustet til at anvende testmetoden. Dette skal planlægges, så det passer med Aidians kørsel i området.

For køb eller spørgsmål bedes skolen kontakte produktspecialist Jette Schelhase Christiansen, mobil 2045 1163, eller Aidians hovednummer 8610 3020.

Vi anbefaler skolen at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, tlf. 72 28 66 00, når der er positive tests. Hvis der er tale om en positiv antigen-test, kan styrelsens anbefaling være at foretage opfølgende PCR-test.

Mere om PentaBase PCR-tests

Styr på prøverne og deltageroplysningerne: PentaBase har et GDPR-valideret system til registrering af prøverne, som skolen også benytter, når skolen selv tester.

Test på skolen: PentaBase kan teste på skolen. En eller flere sundhedsfaglige medarbejdere møder frem og udtager prøver ved svælg-podning. De tager herefter prøverne med sig, kører dem til et laboratorium til analyse, og skolen får svar samme dag/aften.

Når PentaBase kommer på skolen, betales en timepris pr. sundhedsfaglig medarbejder. Der tillægges ikke moms. Er det meget få prøver, der skal udtages, kan det være én medarbejder, men typisk vil det være to. Skolen skal også betale timepris for den rejsetid, der er til og fra skolen. Det tilstræbes, at de ikke skal rejse langt. PentaBase har personale på deres 5 lokationer (se nedenfor).

Skolen skal ikke betale transportudgifter (km-penge eller lignende).

Test, som skolen selv kan foretage: Skolen kan selv udtage prøver og indlevere dem til et af Pentabases 5 laboratorier i deres åbningstid (se nedenfor).

Rent praktisk vil skoler, som ønsker at have test-kits klar til selv at kunne foretage prøver, kunne købe test-kits af PentaBase til en meget lav pris pr. sæt. Samme pris uanset om det er test-kit til spyt/selv-test eller til svælgpodning.

Når skolerne efterfølgende afleverer prøver til PCR-analyse, er prisen for analysen den samme uanset prøvetype. Køb af test-kit samt laboratorieanalyse bliver til sammen den samme testpris, som prisen pr. test, når PentaBase har været til stede på skolen. Prisforskellen ved at PentaBase kommer på skolen i forhold til selv at teste og køre til laboratoriet består altså i timeprisen til testpersonalet.

Test-kits er holdbare ved stuetemperatur 1 år fra produktionsdato, dvs. 8-11 måneder, fra man køber dem.

Hvis skolen selv står for prøvetagningen, vil PentaBase udover at oplære i, hvordan testene skal foretages, også guide til at bruge deres system til at koble og registrere prøverne.

Når skolen selv står for at teste, kan I vælge mellem enten spyt-test/selv-test eller svælg-test, hvor en af skolens medarbejdere (eller fx højskoleelev), som har fået forudgående instruktion af PentaBases sundhedsfaglige medarbejder, foretager podningen/prøvetagningen.

Prøverne kan opbevares ved stuetemperatur og bliver ikke forringet, selv om der går nogle dage, dvs. skolen kan godt på én gang indlevere prøver, som er foretaget over fx to dage, til analyse.

PentaBase om kvalitet af selv-test vs. svælgpodning: ”Der er ingen forskel i kvaliteten af de to testmetoder. Svælgpodning er den mest praktiserede metode i Danmark. Ved rejse til udlandet, skal man være opmærksom på, at i mange lande er der specifikt krav til, at testen skal være foretaget ved enten svælg- eller næsepodning. Af den årsag er svælgpodning PentaBases primære prøveindsamlingsmetode.”

Bestilling af testbesøg med kort varsel: Pentabase har højfleksibilitet og imødekommer bestillinger af testbesøg med kort varsel. De foretrækker naturligvis at blive informeret hurtigst muligt, men vil tilpasse sig efterspørgslen.

Testresultater: Testresultaterne formidles direkte til de enkelte personer, som er blevet testet via PentaBases GDPR-validerede system.

Indberetning til sundhedsmyndighederne: PentaBase indberetter testresultaterne til Sundhedsmyndighederne ifølge gældende lovgivning.

PentaBase om PCR-værdi og PCR vs. lyntest: ”Vores vigtigste opgave er hjælpe Danmark med at stoppe smittekæder, og derfor er det vigtigt for os, at vi sikrer, at vi tester 0% falsk negative og 0% falsk positive.PentaBase har desuden mindre end 0,05% invalide svar. Vi har højt uddannede forskere til at analyse hvert enkelt testresultat, således at vi sikrer, at vi giver folk det helt korrekte svar. Et nyt dansk understøtter usikkerheden ved lyntest og indikerer, at lyntesten kun fanger 70% af de personer, som testes positive med PCR (https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2021.01.22.21250042v1). Ifølge dette studie vil tre ud af ti personer altså blive testet falsk negative med lyntesten og potentielt resultere i nye smittekæder, der kunne have været undgået med PCR tests.”

Se også PentaBages blogpost om lyntest i forhold til PCR (på dansk på den nederste del af siden)

 

PentaBases laboratorier

Kontakt PentaBase på tlf. 3696 9496 eller mail: marketing@pentabase.com

Adresser og åbningstider for laboratorierne, hvor man i åbningstiden kan indlevere prøver, når skolen selv har stået for prøvetagningen:

Aalborg laboratoriet
Lille Borgergade 19
9400 Nørresundby
Man-fre: 07:00 – 14:00

Aarhus laboratoriet
True Møllevej 6
8381 Tilst
Man: 06:30 – 15:00
Tirs-fre: 07:00 – 15:00
Lør: 07:00 – 12:00

Odense laboratoriet
Petersmindevej 1A
5000 Odense C
Man-fre: 07:00 – 16:00
Lør: 08:00 – 12:00
Søn: 08:00 – 12:00

Esbjerg laboratoriet
Auktionskaj 2
6700 Esbjerg
Man-fre: 07:00 – 14:00

Herlev laboratoriet
Herlevhovedgade 15E
2730 Herlev
Man-tors: 07:00 – 16:00
Fre: 07:00 – 13:00
Lør: 08:00 – 12:00
Søn: 10:00 – 13:00